Vinder af
Mofibo Awards 2022

Mofibo+(1)

Hvem er jeg?

Siden barndommen har jeg elsket at læse, og jeg begyndte at gøre det professionelt som 20-årig. Den gang indlæste vi på store spolebånd og sagde “spol venligst frem, til båndet standser” når en bog var færdig.

På den tid lød instruktionen til indlæsere, at vi skulle læse så langsomt, at vi næsten ikke kunne holde det ud – og så lige lidt langsommere. Og vi skulle endelig ikke dramatisere . 

Lydbogen var et hjælpemiddel til mennesker med læsehandicap.

Siden er lydbøgernes popularitet vokset, og jeg har skruet op for tempoet og dramatikken, selvom jeg stadig hører til blandt de mindre dramatiserende indlæsere. 

Jeg har også skruet op for professionalismen. I 2002 blev jeg uddannet journalist, og jeg har arbejdet på de fynske dagblade i 13 år. 

Det har gjort mig bedre til at researche og styrket min sans for præcision, så jeg er blevet langt bedre til at finde den rette udtale af sjældne ord.

Jeg er ikke fejlfri, men jeg gør mit yderste for at undgå fejludtaler, som forstyrrer lytternes fordybelse i bogen. 

Siden 2018 har jeg været selvstændig, og lydbogsindlæsningen er i dag min hovedindkomst.

Jeg arbejder desuden som livetekster på TV 2, hvor jeg laver undertekster til de direkte udsendelser på hovedkanalen.

Jeg bor på Midtfyn sammen med min mand, som jeg har tre udeboende børn med. 

Når jeg ikke arbejder, strikker jeg eller går tur med mine to elskede men ikke alt for velopdragne dværgschnauzere.  


Nedenfor kan du lytte til prøver af to af mine yndlingsudgivelser i forskellige genrer:

Den socialrealistiske krimi ‘Kvalt’ af Janne Jakobsen og Pia Callesens selvhjælpsbog ‘Lev mere, tænk mindre, som jeg selv har haft stor glæde af. 

Kvalt af Janne Jakobsen
00:00 1:57
Lev mere, tænk mindre’ af Pia Callesen
00:00 1:39